Lad os samles om at nynne et par strofer
lad os lytte til en vise nok en gang.
Synes verden dig mistrøstig,
er din hverdag lidet lystig,
gør det godt med et par åndedrag i sang.
Det er let at finde ting at se sig gal på,
og lad bare galden flyde af og i,
lær dog her af visens venner:
Man kan ikke skære tænder,
mens man ymter et par ord på melodi.
Det er sagt, at vrede folk har ingen sange,
den er nogenlunde holdbar, den sentens,
thi, ihvad der end dig tynger,
sker der det, at om du synger,
kan du næppe være rasende imens.
Man har sagt os, og vi aner, at det passer,
at der komme vil et slut på al kommers,
men mon nogen vil os klandre,
om vi nynner et par andre,
før vi endegyldigt synger sidste vers.
Ingen lover dig, at glæden varer evigt,
og vi ved så vel, at kødet er som græs.
Tag derfor med åbne sanser
vise-verse stimulanser
og gå styrket ud i morgendagens stress.
