Nu er det stille, han har os forladt,
solen, den gamle urostifter,
og i den tavse, kølige nat
vil vi skride til svare bedrifter.
l: Borgeren snorker alt, men vi –
vi gå på perlefiskeri. :l
For os på bordet se vi et hav,
bølgerne vildt mod kysten skummer;
men i den dybe skrækkende grav
mangen kostelig perle det rummer.
l: Se, hvor de funkle! Bølgen her
har lånt af dem sit gyldenskær. :l
Bredden er stejl, det går vel ej så nemt,
frejdig vi dog på fangsten drage;
kækhed og håb og lystighed og skæmt
det er perler, man ikke bør vrage.
l: Halsen er tør og lysten stærk,
det glider nok, det store værk! :l
Sej, mine gutter, nu skal vi til bunds!
Glasset det er vor dykkerklokke,
dermed vi synker i den dybe puns,
hvor de funklende perler os lokke.
l: Efter dem – rask! nu ned det går;
en skål for ham, der først dem når. :l