Første Præmieko i Stalden,
først med Mælken, først med Kallen,
altid lystig og fornøjet,
naar Melassen hun fordøjed,
glad ved Livet, glad ved Føden,
største Fedtprocent i Fløden,
Nummer 1 af hele Skaren –
saadan var nu den kønne Maren.
Hendes Gang var ej gesvindig,
hun var ikke Spor letsindig,
ak, men alle kan vi fejle:
der en Dag var spildt lidt Ajle,
og et Fejltrin dér begik hun,
Kloven ned i Pytten fik hun,
saadan gik’et, saadan gaar’et
Maren dratted og brækked Laaret.
Oh, det var en skidt Manøvre.
Der blev Sorg i Smørumøvre.
Skulde Maren virk’lig slagtes –
over Hjertet ej det bragtes.
Da hun ikke kunde traske
paa de 3 Ben, som var raske,
blev hun kørt i Søndagsgig’en
ind paa Veterinær-Klinikken.
Stakkels Høved, dybt bedrøvet
blev hun taaregas-bedøvet. –
Da hun atter aabned Øjet
var hun straalende fornøjet,
thi det Ben, der var Læsion i,
byttet var med et mahogni,
som var taget fra Profeser ?
Mørkebergs egen Divaneser.
Der blev Fryd i Smørumøvre,
der var henlagt røde Løvere,
da sit Indtog Maren fejred.
Hun med Spørgsmaal blev belejret.
Derom alle sig forened,
at man syntes godt om Benet.
Tyren fandt, at det var nydeligt,
dette brølte den ganske tydeligt.
Nu er Maren Byens største
Attraktion. Med Møbelbørste
Benet blankes, og desuden
blir det tørt med Støvekluden.
Maren malker og faar Kalle,
og et Træben har de alle.
Deres Horn de ligner Farens –
jamen Benet se det er Marens!